Bambaşka

Som kulturstuderende har man en vis forpligtelse til at forsøge at lære det lokale sprog, hvis man bosætter sig i et andet land for et halvt år. Mit flittige studie af det tyrkiske sprog er imidlertid ikke kun båret af en (moralsk) interesse; det er også en nødvendighed, for selv de mest basale engelske gloser er ukendte for de fleste i Ankara. Hvis jeg skal gøre mig forståelig, er det på Tyrkiets præmisser.

Et af de ord, jeg har lært, er ’bambaşka’. Bambaşka betyder ’meget anderledes’, og modsat stort set alle andre tyrkiske ord, hang det ved fra første gang, jeg hørte det. Årsagen kan måske findes i dets pudsige klang, der minder om det russiske ord for bedstemor ’babushka’, men en lige så tungtvejende grund skal findes i dets anvendelse: Hver eneste dag, op til flere gange dagligt, udbryder jeg et stille ’bambaşka’ for mig selv.

Og hvad er så bambaşka, meget anderledes? 



Der er trafikken, som kører efter den noget pessimistiske ”stol på ingen”-tankegang, hvor selv ikke et rødt lys er til at regne med. Der er de gratis udendørs fitness-maskiner ved siden af store, trafikerede veje, hvor primært tørklædeklædte husmødre knokler af sted for at få dagens motion. Det er, når taxachaufføren af respekt slukker for den høje popmusik i radioen, når minareten kalder til bøn. Det er min tyrkiske venindes julelys i øjnene, når hun taler om smagen af baconomsvøbte dadler. Der er dametoilettet i det tyrkiske indenrigsministerium, som ganske overraskende er et traditionelt, tyrkisk 'sidde på hug over hul-toilet'. Der er de tyrkiske busser, som selv på de korteste strækninger tilbyder gratis kaffe, rensende parfume til hænderne og snacks. Der er den tilsyneladende politiske apati, som efterlader selv den mest dannede, sprudlende ungdom tilbage med ureflekterede, ærefrygtige automatsvar, når snakken falder på politik, landets ”fader” Kemal Atatürk eller det berygtede ”kurdiske spørgsmål”.

Listen kan fortsætte. Efter tre måneder er mine øjne stadig store som tekopper, når jeg går rundt for mig selv og nærmest messer ”bambaşka” på hvert andet gadehjørne. Jeg kan bande disse forskelle langt væk, når ting simpelthen er FOR mærkelige, men for det meste priser jeg mig lykkelig for alle mine skøre, vigtige, spændende, kloge oplevelser og erfaringer. 

The eternal flame ved Olympos: En bestemt gastype, der kommer ud fra klippegrunden, og som har brændt i tusinde år.

For mig er det bambaşka, der får hjulene til at dreje rundt. Jeg er opvokset i en lille by, hvor bambaşka svarer til vand i en ørken. Af netop den grund flyttede jeg til København og har altid rejst rundt i verden - enten med mine forældre i min barndom eller senere som voksen. Det, der er anderledes, beriger mit liv og giver mig nødvendige erfaringer for at kunne træffe vigtige beslutninger.



Der er ting i Tyrkiet, jeg beundrer, og som jeg ville ønske, Danmark og danskerne havde mere af – gæstfriheden, maden, bazaaren, at livet i høj grad leves udenfor, de stærke traditioner, som har overlevet århundreder og stadig er spundet fint ind i og har fundet sin plads i det moderne tyrkiske liv – og der er ting, jeg som dansker savner i Tyrkiet: Det danske velfærdssystem, at kunne kommunikere med folk, når jeg står i en vanskelig situation, den politiske bevidsthed, sildemadder...! 

Men langt det mest af tiden drager jeg slet ikke en parallel til Danmark. Bambaşka har kvalitet i sig selv. Jeg er rejst til Tyrkiet for at opleve det anderledes, for at udfordre mine egne vante tankemønstre og ikke mindst forestillinger om verdensordenen. En dagligdag i bambaşka’ens tegn er hårdere på den måde, at den kræver større aktiv stillingtagen, en nærværende bevidsthed og åbne øjne. Jeg er dødtræt hver aften, når jeg skal sove, for jeg ser, jeg bliver set, jeg overraskes, jeg ryster flovt på hovedet, jeg bliver rørt, jeg chokeres, jeg opdager, jeg erfarer, jeg føler, jeg lærer. 

Tyrkisk opera

Vigtigst af alt lærer jeg utroligt meget af at have en hverdag, der er så anderledes; som er bambaşka. Et samfund bygget på alsidighed og forskellighed har i min optik altid kun kunnet være et stærkere samfund, og dette ophold har indtil videre kun givet mig yderligere belæg for den tanke.

Byen Beypazari er kendt for sine gulerødder, og derfor er byens varetegn naturligvis også en gigantisk gulerod midt på byens torv.

En lørdag i Safranbolu

Tre timers kørsel fra Ankara ligger den lille UNESCO-fredede by Safranbolu, som er kendt for sine særlige osmanniske huse, der minder lidt om en sydlands udgave af et bindingsværkshus. Når man arbejder hver eneste dag, kommer weekender let til at gå med at slappe af og nyde Ankara, men halvdelen af tiden er allerede snart gået, så et behov for at udforske det land, jeg nu er bosat i, er begyndt at spirre i mig.

Derfor gik turen i lørdags til Safranbolu.

Safranbolu er mere turistet end både Ankara og Istanbul - men har sin charme og karakter, som adskiller den fra turistmekkaer som f.eks. Antalya og Alanya. Det var dejligt at komme lidt væk fra Ankara og få taget en masse billeder, og derfor var det en rigtig dejlig dag i gode venners selskab - men taget den samlede transporttid i betragning (over syv timer) gjorde byen sig ikke fortjent til mere end dette enkelte besøg på mit ophold i Tyrkiet.

'