I søndags var der parlamentsvalg i Tyrkiet, og den siddende premierminister, Erdogan, sejrede atter solidt med næsten 50 pct. af vælgerne på sin side. At han vandt var ikke nogen overraskelse, men alle analyser op til valget havde forventet en betydelig nedgang og tilsvarende fremgang til det største oppositionsparti, CHP.
Disse viste sig forkerte. Erdogan, som bekskrives som rablende skør, magtliderlig og paranoid, appellerer stadig til halvdelen af den tyrkiske befolkning efter snart 10 år på magten.
Når dette undrer mig, skyldes det i høj grad, at hans politik på det seneste har taget en nærmest diktatorisk retning, som jeg som borger ville blive så skræmt af, at jeg for alt i verden ville bruge min valgret til at pege på en ny kandidat. Her tænker jeg bl.a. på fængsling af adskillige journalister uden legitimt bevismateriale, beslaglæggelse af en endnu ikke udgivet bog omhandlende religiøs infiltrering af militæret og politiet samt lov 5651, som lige så stille har lagt sin klamme censurhånd over hele det tyrkiske net, så ubegrundet lukning af blogs og hjemmesider efterhånden er hverdagskost (hvilket jeg erfarede på egen krop med lukning af min blog efter blot et par uger i Tyrkiet).
Men valgprocenten var høj i søndags (op mod 90 pct.) og halvdelen af disse ca. 50 millioner vælgere sagde med deres stemme, at en regering, der træder på sine borgers rettigheder, ikke bør straffes for sine handlinger.
Jeg talte med min tyrkiske veninde om valget, efter resultatet sent søndag nat endelig var sikkert. Hun havde håbet på, at CHP ville vinde flere stemmer og havde gode grunde til at være skuffet. Det var hun imidlertid ikke, sagde hun. Hun var desillusioneret, opgivende, apatisk. ”Demokratiet kom til Tyrkiet ovenfra og ned,” fortalte hun. ”Den enkelte borger har ingen fornemmelse for, hvad demokrati reelt er. Den enkelte borger har ingen fornemmelse for, at politik ikke blot er en abstrakt størrelse ovenover os, men kan være garant for vores rettigheder.” Hun rystede på hovedet og sagde, at hun ikke troede, at dette ville nå at ændre sig i hendes levetid.
Det var en hård besked at få fra sin 30-årige veninde, men jeg forstår hendes bekymring. Det danske demokrati har været hundredvis af år undervejs og er stadig langt fra i sin endelige fase, hvor alle borgeres rettigheder er sikret. Det tyrkiske demokrati gjorde sit indtog i Tyrkiet, da Tyrkiet blev erklæret en selvstændig stat i 1923 af Kemal Atatürk. Tyrkiets uafhængighed fra det Osmanniske rige kom samtidig med det såkaldte demokrati, som bl.a. tvang den tyrkiske enhedsfølelse ned over landet – hvilket betød et forbud mod kurdisk identitet, sprog, kultur etc. Valget i år var første valg, hvor kurdiske partier måtte føre kampagne på kurdisk, så fortiden er således stadig meget nærværende her. Demokratiets budskab om, at alle er lige, blev leveret med et patriotisk smil og en lussing: Alle var langt fra lige. Alle er langt fra lige.
Erdogan vandt sin tredje valgperiode i træk og vil forsøge at lave forfatningen om, så Tyrkiet overgår til præsidentielt styre med ham som magtens befaler. Menneskerettighederne vil krænkes yderligere, befolkningen vil begrænses og reguleres yderligere, og den kurdiske konflikt vil højst sandsynligt blusse yderligere op. Og af en eller anden grund er det kun mig, der hidser mig op.
”En stor del af befolkningen er virkelig fattig, og Erdogan har givet os meget bedre sundhedsfaciliteter. Vejene var elendige førhen. Jeg må indrømme, at jeg også er virkelig glad for at kunne suse vestpå langt lettere og hurtigere nu,” fortalte min veninde og smilede undskyldende. Og det er nok lige præcis dér, årsagen skal findes. Når man samler skrald som barn og sælger små, tørre kringler som gammel og knoglet for at kunne forsørge sig selv og sine nærmeste, betyder et velfungerende sundhedssystem og god infrastruktur alt. Og så bliver arrestationer af uskyldige journalister og internetcensur automatisk meget abstrakte og uvedkommende spekulationer, som kun den velhavende, danske universitetsstuderende bryder sit hoved med. Mig og mine rettigeheder. Tsk!
