Ankara er ikke nogen turistattraktion. Den huser regeringen og er Tyrkiets hovedstad, men det er svært at se byen som andet end den konstruktion, den i virkeligheden er: For 90 år siden var Istanbul hovedstad, og det er ikke sjældent, jeg møder folk, der stadig tror, den er det. Af gode grunde! Istanbul har ca. tre gange så mange indbyggere som Ankara, den er rig på arkitektur, gamle bygninger, stemning, museer, der er vandet, den er mere moderne - og turisterne elsker det! I Istanbul taler de lokale engelsk, og hoteller og vestlige butikker skyder op overalt.
Sådan er det ikke i Ankara.
Første gang jeg kiggede ud over byen fra lejlighedens altan, blev mine forestillinger om Orienten, om det eksotiske mellemøstlige brat erstattet med meget virkelige minder om min rejse til Rusland for syv år siden. Atatürk besluttede, at Ankara skulle være hovedstad, og den lille flække, som dengang var Ankara (eller Angora, som byen hed) blev udvidet massivt - primært med betonbygninger, hvorfra associationerne til Rusland kommer. Vejret er væsentligt koldere end i Istanbul, og jeg har allerede været vidne til adskillige snebyger - nogle større end i Danmark.
Ankara er grov. Husene er grove, arkitekturen er massiv og bombastisk og for det meste - ja, frygtelig grim. Ankara er som en muslingeskal: Grov, ujævn, grumset - og fra første indtryk ligner den ikke noget, der rummer store værdier. Det fascinerende ved muslingeskaller er imidlertid, at de bliver betydeligt mere interessante, når man kender dem; når man ved, hvad der gemmer sig indeni.
I denne weekend lærte jeg muslingeskallen at kende. Jeg vandrede byen rundt, lykkeligt akkompagneret af mit Linux-kamera. Lige så stille åbnede byen sig for mig, og jeg fandt perlen - eller nærmere perlerne - inde i det grove, hårde materie, som får turister til at holde sig langt fra hovedstaden i det ellers meget velbesøgte land (hver sjette dansker har været på ferie i Tyrkiet!).
Nedenstående billeder er taget i weekenden den 19. og 20. marts og viser både attraktioner som Atatürks Mausoleum – som i høj grad var en oplevelse, jeg kan anbefale varmt – men også de mere skjulte perler, som gør, at Ankara lige så stille charmerer sig mere og mere ind på mig.
 |
| En stolt lighter-sælger på Tunali |
 |
| Tyrkisk morgenmad - go home, bacon og pølser! |
 |
| Jeg kan afsløre, at dette skilt ikke respekteres udpræget... |
 |
| Dyrevelfærd er ikke højt prioriteret på det tyrkiske marked |
 |
| Tyrkerne har en stærk grill-kultur. Om sommeren samles man omkring lækre måltider med al slags grillet kød i byens parker. På denne gade kan man finde alt udstryret til den perfekte BBQ. |
 |
| Velkommen til bryllupsudstyrs-gaden! |
 |
| ... man var vist løbet tør for mandlige mannequiner. |
 |
| Også i de fattigste dele af Ankara kalder forårsvejr på rulleskøjter. |
 |
| Ældgammelt, faldefærdigt hus - men med byens bedste udsigt |
 |
| Byens oprindelige bymur |
 |
| Den 12. juni er der premierministervalg, og diverse partikampagner begynder så småt at dukke op rundt omkring. |
 |
| Man skal holde øje, hvor man går, for pludselig - som det var tilfældet her - ligger der 20 store fisk på fortovet foran en, og voila (!) en fiskebiks er åbnet! |
 |
| Renovationsarbejder i Ankaras største moske Kocatepe |
 |
| Cool'n casual |
 |
| Moskéen Kocatepe er blandt verdens største. |
 |
| Atatürks mausoleum: Anit kabir |
 |
| Vagtskifte foregik med høje knæløft og tilhørende høje råb |
 |
| Foran mausoleet ligger Tyrkiets første premierminister og næste præsident efter Atatürk, Ismet Inönü, begravet. |
 |
| Atatürks bil |
