tirsdag den 8. marts 2011

Blog blocked

Wikipedia: "En blog (eller weblog) er en hjemmeside, som opdateres jævnligt med korte tekster (kaldet indlæg eller poster) [...] Indholdet kan variere fra det personligt dagbogsagtige til det politisk debatterende eller tematiske. En blog er ofte knyttet til en person, men kan også deles af en større gruppe. En person, der skriver/redigerer en blog, kaldes en blogger."

Ovenstående Wikipedia-uddrag er interessant i forhold til dagens blog-indlæg - særligt afsnittet i kursiv. Som overskriften antyder, har jeg ikke længere adgang til min blog - fra tyrkisk net. Da jeg ville logge ind for et par dage siden, dukkede i stedet en blank side op med en tyrkisk tekst, som jeg googleoversatte til noget a la: "Siden er lukket, indtil domstolen har truffet en afgørelse". Først blev jeg bange for, at det var min blog, der var lukket ned pga. upassende indhold - men snart skulle jeg erfare, at samtlige blogger-sites i Tyrkiet er lukket ned.

Den officielle årsag lyder, at en enkelt blogger har lagt nogle videoer op på sin side, som han ikke har rettighederne til. Man har af flere omgange bedt vedkommende om at fjerne dem, men uden held. Derfor har man som konsekvens (selvfølgelig!?) blokeret adgang til samtlige blogsites i Tyrkiet.

Man kan aldrig vide, hvad der egentlig ligger bag, men jeg har personligt meget svært ved at godtage denne udlægning. I sidste uge blev 11 personer anholdt - mistænkt for at have forbindelse til den højrenationalistiske terrorgruppe Ergenekon. 10 af disse er journalister, og de befinder sig dermed nu blandt de 50 og 60 tyrkiske journalister i tyrkisk fangenskab.

Den 12. juni er der premierministervalg i Tyrkiet. Kritiske tunger er ikke tøvende med at påpege en sammenhæng mellem nuværende premierminister Erdogans frygt for opposition og kritisk omtale og de igangværende anholdelser. Jeg er stadig for grøn til at kunne fremlægge store politiske analyser, men det giver en ubehagelig smag i munden, at der tilsyneladende ikke fremlægger klare beviser mod en eneste af de anholdte journalister - som interessant nok alle er en del af den oppositionelle presse i landet - og at adgang til alle blogs - som er kendetegnet ved et indhold, der "kan variere fra det personligt dagbogsagtige til det politisk debatterende eller tematiske" - nu er blokeret i Tyrkiet. Den ubehagelige smag i munden minder meget om en velkendt smag af kraftigt haltende presse- og ytringsfrihed.

Indtil nu kan jeg via dansk net uploade mine indlæg til bloggen og på den måde omgå den tyrkiske censur. Det er jeg taknemmelig for kan lade sig gøre, for en måned inde i mit ophold hernede oplever jeg allerede ting, jeg langt fra var forberedt på. Der vil derfor højst sandsynligt være mangt og meget at berette om de kommende fem måneder. To be continued....

1 kommentar: