Diyarbakir og Mardin - besøg i det østlige Tyrkiet

Tre dage i det østlige Tyrkiet – den kurdiske hovedby Diyarbakir og et lynvisit til UNESCO-paradiset Mardin – overbeviste mig for alvor om, at Tyrkiet af gode grunde kan kaldes et lille kontinent i sig selv. Geografisk spreder landet sig fra Grækenland og Bulgarien på den vestlige side til Iran, Irak, Syrien og Armenien på den østlige.

Ankara er et skønt virvar af det hele, mens Istanbul tydeligvis er mere præget af sin vestlige beliggenhed. Diyarbakir og Mardin derimod er en direkte spejling af mine forestillinger om Syrien, Jordan, Palæstina. Billederne nedenfor taler forhåbentlig for sig selv, så derfor vil jeg ikke gå ind i en nærmere beskrivelse af byernes udseende.

Hvad billederne imidlertid ikke kan indkapsle er atmosfæren i Diyarbakir. Der er parlamentsvalg i Tyrkiet den 12. juni, og da Diyarbakir er den geografiske repræsentant for den kurdiske minoritet og dermed implicit forbindes med den kurdiske separatistbevægelse PKK, var spændingerne til at tage at føle på: Det ene øjeblik blev vi mødt af høje ”Hello, welcome, what’s your name”, og det næste øjeblik var det vrede, mistroiske blikke, og vi oplevede endda at få kastet ting efter os.

Jeg deltog i møder med adskillige menneskerettighedsorganisationer og blev bekræftet i, at det kurdiske spørgsmål stadigvæk er højaktuelt i modsætning til, hvad premierminister Erdogan udtalte forleden (”Der findes intet kurdisk spørgsmål”). Her møder man en minoritet, som ikke får lov at tale sit modersmål, fordi det under republikkens oprettelse blev opfattet som forstyrrende for Tyrkiets enhedsfølelse. Blandt utallige horrible historier hørte jeg en om to unge fyre, der fik forlænget deres straf, fordi de i retten havde krævet at forsvare sig på deres modersmål kurdisk, hvilket af retten blev set som propaganda og derfor udløste højere straf.

Diyarbakir har desuden verdens andenstørste bymur, som omkranser hele den gamle bydel. Den er mange steder flot vedligeholdt, så man kan gå på den. Alle gadehjørner dufter af frisk lammekebab og vrimler desuden med børn, som enten samler skrald, sælger salathoveder eller leger. Den kurdiske stolthed er stærk og gennemtrængende, så selvom vi sov på 5-stjernet hotel måtte vi acceptere at ligge vågne om natten til lyden af live kurdisk folkemusik og tilhørende trampende, dansende folk på hotellets øverste etage.

 

Mardin