Hjemme er, hvor hovedet er

Aldrig i mit liv er jeg blevet konfronteret så drastisk med ”det relative hjemme”, som da jeg i lørdags gled ned i det kolde plasticsæde ved gate 105 i Istanbul lufthavn og kunne ånde lettet ud for første gang i fire dage. Istanbul lufthavn!? Jeg har været der få gange før, hvor jeg enten har stormet fra det ene fly til det andet, eller har ilet ud for at opleve Istanbul – så noget nær et hjem har det aldrig kunnet kalde sig hos mig.

At jeg alligevel følte mig sjældent tilpas og rolig skal – som oftest – findes i situationens kontekst.

Mandag aften modtog jeg et opkald hjemmefra, at et familiemedlem var død. Beskeden ramte mig hårdt dels pga. sorgen og dels pga. det faktum, at jeg pludselig skulle tilbage til Danmark. Danmark, som jeg savner mere og mere, men som jeg er afklaret med, at jeg først igen skal opleve til august. Tirsdag formiddag så det ud til, at begravelsen blev i næste uge, men tirsdag eftermiddag blev tidspunktet imidlertid rykket frem til torsdag formiddag, og roen, jeg havde fået skabt omkring trods alt at have en lille uge til at forholde mig til den nye situation, blev erstattet af en omgående panik: Jeg havde nu under et døgn, før jeg sad i flyet på vej hjem.

Man laver en eller anden parallelvirkelighed, når man er af sted så længe. Jeg gør i hvert fald. Jeg lever mit liv, og jeg lærer og suger til mig – men jeg ved, at næsten intet af det, jeg oplever hernede, er varigt: Venskaberne bliver vanskelige at holde, når vi alle rejser hjem til hvert vores land; alt det, der indgår i min hverdag nu, bliver erstattet af noget fuldstændig anderledes, når jeg er hjemme, og min hverdag her vil lige så stille ryge i baggrunden. Sådan er det. Det er ganske naturligt, og jeg har affundet mig med det. Ikke desto mindre er min nuværende tyrkiske dagligdag meget nærværende og reel lige nu, og derfor var det umådeligt svært for mig at forstå, at jeg nu skulle hjem til mit barndomshjem og være sammen med min tætteste familie. Fra high society life på glatis i Ankara ville jeg i løbet af 12 timer være tilbage i æggets blomme med rugbrødsmadder, varme knus og tryghed.

Det lykkedes selvfølgelig det hele. Det var fantastisk at se min familie, min lille niece (som vist kaldte mig moster Mehmet…) og mit barndomshjem, som på ægte fynsk vis strålede i alverdens frodige farver og var mere indbydende end nogensinde. Begravelsen gik godt, og vi fik grædt, grint, mindet og trøstet.

Ikke desto mindre sov jeg ikke en eneste nat igennem uden at vågne med tanken ”Puh, jeg troede lige et øjeblik, jeg var hjemme i Danmark” – en tanke, som blev forstærket på uhyggelig vis, når jeg kiggede mig rundt og skimtede min gamle seng, mit skab og mine billeder på mit barndomsværelse, hvor jeg lå.

1,2,3 dage – og så tilbage til Ankara.

Man siger, hjemme er, hvor hjertet er. Jeg holder meget af Ankara og Tyrkiet, men der er ingen tvivl om, at mit hjerte er i Danmark. Derfor har jeg revideret ordsproget til ’hjemme er, hvor hovedet er’. Jeg er fysisk og mentalt i Ankara indtil 1. august, og jeg håber inderligt, at denne konstatering ikke udfordres yderligere de sidste to måneder af mit ophold.